Forkert

Jeg er på vej hjem fra arbejde. Det er blevet alt for sent, klokken nærmer sig midnat. Jeg har ikke rigtigt fået spist og en silende regn har ligget over København hele dagen.

Jeg føler mig tyndslidt og udmattet, og efter at have købt rugbrød i 7-11 styrer jeg cyklen målrettet hjemad. Da jeg passerer Domino's Pizza lægger jeg mærke til en gammel krumrygget mand, der sidder stille på en rollator på fortorvet.

Jeg kører forbi og fortsætter et par hundrede meter hen ad Falkonér Allé mens jeg gennemgår scenarierne i mit hoved: Skal jeg satse på, at han var okay, og fortsætte hjem? Skal jeg stoppe op med udsigt til en times ventetid på politiet i selskab med en sindsforvirret olding?

Jeg bremser cyklen, vender om, og cykler tilbage hen ad fortovet. Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at han ikke har regnjakke på, men kun en mørkerød, regnvåd polo-t-shirt og et par sorte joggingbukser. Hans stride grå hår er fyldt med vandperle. Han er i 70'erne et sted.

"Er du okay? Du sidder her i regnen?"

"Hwa, ja, hvor er det schødt af dig at schpørge," hvisler han. Han er ikke fuld, men mangler vist nogle tænder, eller har måske har han haft en blodprop.

Og der er heldigvis slet ikke noget galt. "Jeg er blevet opereret så mange gang i hoften, så nu kan jeg selv gå ned i scheven-elleven. Jeg har lånt den her," han klapper på rollatoren "af Frederiksberg hospital, så kan jeg holde nogle pauser, og så går det fint."

Han har åbenbart haft det værre.

Jeg kan lettet konstatere, at jeg ikke behøver at sætte nogen redningsaktion i gang, og jeg forsøger at afslutte samtalen første gang. Jeg siger farvel, vi giver hånd, og han spørger mig, hvad jeg hedder.

"Jeg hedder Uffe."

"Jeg hedder Sverre og jeg kommer fra Færøerne. Det regner slet ikke så meget på Færøerne, som folk tror."

Så fortæller Sverre, at de faktisk har haft tørke på Færøerne de sidste to år. Nu bliver de nødt til at bygge nogle større bassiner til at opsamle vandet i.

Han spørger, om jeg bor i nærheden. Det gør jeg, og jeg er på vej hjem fra arbejde. Han spørger, hvad jeg laver. Om jeg er vagt eller noget, siden det er så sent.

Jeg forsøger at forklare, hvad jeg laver, men han ikke er helt sikker på, hvor Den Sorte Diamant ligger. Jeg fortæller, at jeg arbejder med internettet derinde. Sverre har ikke internet, og kan ikke helt regne ud, hvad det går ud på: "Jeg er så bagefter, og alle siger til mig, at man kan se alt muligt om Færøerne live med internettet." Men nu skal han og Anna (som han aldrig forklarer, hvem er) på ferie til Færøerne i seks uger, og når de kommer hjem igen, skal han i gang med at lære det med internettet. Jeg fortæller ham, at jeg synes, det lyder som en god idé

Og om et halvt år skal han og Anna flytte tilbage til Færøerne. De flyttede herned for 25 år siden. De skulle bare lige ned og vende. "Det blev en meget langsom vending," griner Sverre. Hans forældres hus står stadig deroppe, selvom de vist er døde for lang tid siden. Men man betaler ikke ejendomsskat på Færøerne.

Han siger det ikke lige ud, men han savner vist Færøerne ret meget. Han spørger mig, hvor jeg er født henne. Jeg fortæller ham, at jeg kommer fra Østjylland. Han spørger, om jeg tager derover nogle gange. Det gør jeg, det meste af min familie bor derovre, jeg flyttede herover for at læse på universitetet.

Han spørger mig, hvad jeg studerer.

”Jeg læser medievidenskab.”

”Hvad siger du?”

”MEDIEvidenskab. Det er sådan noget med hvordan fjernsyn og aviser og film virker. Og internettet!”

”Hvordan går det så?”

”Med mig eller med medierne?”

”HAHAHA,” Sverre griner højt, tager sig på maven og vender hovedet væk. ”Den var god! Den må jeg huske, så jeg kan fortælle den til Anna.”

Han spørger, hvad jeg kan blive, når jeg er færdig, og jeg forklarer, at jeg allerede laver det, jeg gerne vil.

”Det går godt for dig! Det kan jeg også se på dig,” siger Sverre.

Han er meget glad for at have mødt mig, og at jeg standsede op. Tidligere i dag mødte han også en pige med en hund henne i Axel Møllers Have. Hun var også sød.

Vi siger farvel for tredje eller fjerde gang, og han spørger igen om mit navn, som han gentager lidt utydeligt, og jeg siger, at jeg vil holde øje med ham, når jeg kører der forbi i fremtiden.

Han rejse sig med besvær, og gør klar til anden halvdel af de 200 meter ned til 7-11

Jeg siger til ham, at han skal huske en regnjakke næste gang

”Det gør skam ikke noget med regnen,” siger Sverre, ”jeg er ikke fra Færøerne for ingenting!”