Afgang fra Kastrup 10.10
Begivenhedsløs, men meget smuk flyvetur med mellemlanding i triste, triste Budapest Lufthavn.
I Istanbul Atatürk Lufthavn bed vi selvfølgelig straks på krogen ved en sælger fra et privat shuttlebus-firma (som i øvrigt ifølge skiltet i deres vindue kunne klare alle former for transport - fra limousine til privatfly).
Efter lidt forvirret ventetid, hvor vi både nåede at danne alliance med de andre tillokkede turister og blive i tvivl om bussen overhovedet fandtes, kom vi på bussen, der både fandtes og kørte os ind til byen. Trafikken i Istanbul er vanvittig, og turen endte med tre kvarters hæsblæsende rutsjebanetur gennem det gamle Sultanahmet-kvarters snørklede og meget stejle gyder, hvor vores meget lidt meddelsomme chauffør navigerede gennem trækvogne, frugtboder og legende børn kun ved hjælp af speeder-pedal og horn.
Til sidst fik vi selv øje på hotellet og sprang af.
Pyha:
Da vi havde pustet og pakket lidt ud var mørket faldet på, og vi begav os ud på en lille aftenekspedition for at tage et første kig på den historiske bydel.
Blot et par hundrede meter fra vores hotel lå områdets centrale plads, der flankeres af to af Istanbuls mest markante bygningsværker: Den byzantinske kirke, siden moské og nu museum Hagia Sophia og så Den Blå Moské, officielt Sultanahmet-moskéen.
Netop som vi nåede ned til pladsen gik aftenbønnekaldet i gang.
(først ser man Henrik, dernæst Den Blå Moské, så Hagia Sophia og til sidst Henrik igen. Mobilen havde det desværre lidt svært med minareternes lydstyrke, men faktisk veksler bønnekaldet mellem to forskellige moskéer, der svarer hinanden.)
Efter vi var kommet os over denne ilddåb i islamisk kultur gik vi på jagt efter aftensmad, og lidt væk fra den turistede hovedgade i en lille, mørk gyde ned mod Den Store Basar fandt vi en mærkværdig grillvogn (bemærk skorstenen). Her havde en gruppe lokale tyrkere samlet sig, og en liflig duft af stegt kød og krydderier fik os til sidst til at overvinde vores nordeuropæiske generthed og bestille en dürümrulle med friskgrillet kyllingespyd.
Dagen sluttede med en Efes-øl på en restaurant over for hotellet.
Onsdag 17/10
Vi angreb byen fra oven med et besøg i det mest kendte bygningsværk - den byzantinske kirke Hagia Sophia. Opført i 537 af kejser Justinian og var verdens største kirke i næsten tusind år indtil 1453, hvor den blev indrettet som moske, da byen blev erobret og indlemmet i det osmanniske rige. I 1935 blev Hagia Sophia lavet om til museum.
Bygningen er ikke specielt spektakulær udefra, bl.a. fordi den er blevet ombygget så mange gange, og tilføjet forstærkninger for ikke at falde sammen.
Indeni åbner der sig til gengæld et fantastisk rum domineret af en enorm kuppel. Desværre er kuplen under restauration og derfor skæmmet af et ret dominerende stillads.
Læg mærke til de kæmpe store arabiske skrifttegn.
Kirken er bl.a. berømt for sine mange, fine mosaikker - desværre har størstedelen af dem været malet over mens Hagia Sophia fungerede som moske. (En dum vane, muslimerne har til fælles med protestanterne.)
Her er det Deesis-mosaikken fra 1261 af Jomfru Maria, Jesus og Johannes Døberen.
 |  |
En lige så stor oplevelse fulgte efter, da vi gav os hen til Den Store Basars myldrende labyrint af turister og trash, smykker og sælgere.
En af de større gader. Hele basaren er overdækket. Det er Henrik til venstre i billedet.
Man kan få alle tænkelige former for souvenirs.
Bare en i en lang række af meget snakkesaglige sælgere i basaren. Man må hurtig lære sig at være iskold eller svare kækt igen. Henrik valgte det første, Uffe det sidste.
Som forudset i vores guidebog for vi mere eller mindre vild i det forgrenede net af gyder og smøger og endte i en mærkelig baggård, hvor nogle meget lokalt udseende ældre herrer sad og spillede backgammon og drak te. Der var også en meget lille kebab-biks, hvor en meget venlig herre tilberedte os to lækre dürümruller. Han havde boet 6 år i Berlin, og havde stadig masser af familie der - og vi blev på vores gebrokne tysk enige med hinanden om, at det alligevel næsten ikke var til at se forskel på visse dele af Berlin og Istanbul.
Til sidst slap vi dog ud af basaren og ud i det mindst ligeså hektiske basarkvarter. Det er domineret af tyrkere og meget tyrkiske butikker, der sælger alt fra knapper til hovedtørklæder.
Tyrkerne ELSKER te, og selvom man er på arbejde eller går på gaden eller kører i bil eller sejler med færge, så skal man da ikke gå glip af et lille glas tyrker-te. Så hvor der er mange mennesker samlet ser man ofte mænd gå rundt og sælge te fra snedige transportable tebakker - læg mærke til, at hver glas serveres på underkop med sukker og teske.
Basarkvarteret skråner kraftigt nedad mod sundet Det Gyldne Horn, hvor broer fører over til den nye bydel. Vi endte ved den befærdede Galatabro.
Broen benyttes ikke kun til transport, men hver en ledig meter gelænder udnyttes af lokale mænd. I massevis. Med fiskestænger fra tidlig morgen til sen aften. Her ser vi over mod den nye bydel.
Og her ser vi tilbage mod den gamle bydel, som domineres af kupler og minareter fra de mange moskeer. Her ses den store Süleymaniye-moské i horisonten.
Herefter vendte vi tilbage på hotellet og hvilede benene.
Om aftenen tog vi en taxa over Det Gyldne Horn til de nye bydele Taksim og Beyoğlu. I området omkring den centrale gågade Istiklal Cadessi ligger hovedparten af Istanbuls restauranter, caféer, barer og natklubber. Desværre havde en del forandret sig siden vores Lonely Planet blev skrevet i 2005, og vi gik forgæves flere gange i jagt på de omtalte spisesteder - et sted var en hel karré bogstaveligt sunket i jorden og afløst af et stort hul!
Vi endte derfor i en lidt tvivlsom turistfælde - caféen Barcelona, som serverede noget der til forveksling lignede og smagte som frysepizza.
Senere fandt vi efter lidt yderligere forgæves vandren efter i-jorden-sunkne Lonely Planet-beværtninger en sær lille bar med dunkel belysning, Kaurismäki-stemning og evergreens på anlægget.
Torsdag 18/10
Dagens mission var egentligt, at nu skulle vi omsider ind og se en moské, så vi slentrede de få hundrede meter ned til Den Blå Moské. Men netop som vi trådte ind i forgården, lød det efterhånden så velkendte bønnekald fra moskéens berømte seks minareter. Det betød bøn og adgang forbudt for turister i en times tid.
Hm. Vi gav efter for vores trang til velkendthed og gik på en vestligt inspireret kaffebar og drak kaffe, smoothie og lagde nye planer. Vi besluttede at tage en af de mange pendlerfærger, der krydser det stærkt befærdede Bosporus-stræde.
Efter et lille kvarters sejltur (og en akut søsyge), satte vi for første gang vores ben i Asien.
Stemningen var noget mere afslappet i den asiatiske bydel Üsküdar, der ikke er en turistmagnet, men derimod præget af istanbullere på vej til og fra arbejde, studier og indkøb.
Efter at have snuset rundt i en times tid, sprang vi på færgen igen. Og tog endelig den lokale te-driknings-mani til os:
(I baggrunden ses den yderste spids af den gamle bydel, hvor det store sultanpalads Topkapı ligger)
Om aftenen tog vi igen til Taksim-området - denne gang rustet med oktober måneds Time Out-byguide. Vi havde derfor noget større held med vores første indtog i det Istanbulske homonatteliv. Vi spiste på den hyggelige (men kraftigt lysstofrørs-oplyste) Sugar Club Café, og bagefter fandt vi den afsidesliggende og sært navngivne Shake' In Gay Café Bar. Det var mildest talt ikke overrendt en torsdag aften, og to ølbællende nordeuropæere vakte derfor en del opsigt og slet skjult overbegloen. Det endte dog meget hyggeligt, da vi faldt i snak med den unge kurder Abraham, og på trods af hans yderst begrænsede engelske, fik vi snakket om livet i både Danmark og Tyrkiet.
Fredag 19/10
Uffes ivrige fotograferen havde hurtigt fået fyldt kameraets hukommelse op, og vi brugte første halvdel af dagen i flere forskellige slags butikker, hvor mere eller mindre meddelsomme ekspedienter/teknikere/kioskejere baksede med at få billederne ud af kameraet og ned på en cd. Det lykkedes vist aldrig helt, men vi fik da smilet høfligt til den store guldmedalje og drukket en del te.
Om eftermiddagen besøgte vi en af mest stemningsfulde byzantinske konstruktioner: Den underjordiske cisterne, også kaldet Det Sunkne Palads, da den består af en skov af meget fine, romerske søjler. Et imponerende bygningsværk og et meget smukt rum.
De 336 søjler er genbrugt fra tidligere monumenter, og flere af dem skiller sig ud, som f.eks. 'den grædende søjle', med de tårelignende relieffer...
...og to søjler med Medusa-hoveder som fod:
Det vides ikke, hvorfor det ene af hovederne står på hovedet.
Cisternen blev bygget i 532, men mistede med tiden sin betydning og var faktisk glemt i flere hundrede år indtil en historiker i 1545 undersøgte hvorfor flere af de lokale på mirakuløs vis kunne hæve drikkevand (og fisk!) op, hvis de sænkede spande ned gennem deres kældergulv.
Om aftenen prøvede vi et nyt, hyggeligt homosted - det dagligstue-agtig Mör Kedi, der ligger på tredje sal i en tidligere lejlighed. Man skulle endda ringe på døren, for at blive lukket ind. Her fik vi dagens hjemmelavede ret - Börek, en slags feta/spinat-butterdejs-lasagne.
Vi fandt efterhånden ud af, at det virkelig er lørdag aften, der er den store gå-ud-aften, så der var ikke mange mennesker på Mör Kedi denne aften.
(læg mærke til fjernsynet - det er fast inventar på de fleste caféer, barer og restauranter.)
Efter et par øl (som vi for øvrigt ofte var de eneste, der drak - også de unge tyrkere holder sig hovedsagligt til te og saft og den slags soft drinks) - mødtes vi med vores nye ven Abraham på Shake' In. Han havde medbragt sin ven Ayhan, der talte noget bedre (om end ikke godt) engelsk.
Abraham (tv) er som nævnt kurder, og kommer faktisk fra en kristen familie, men er konverteret til islam - fordi alle hans venner er muslimer. Godt at blive mindet om, at religion jo også er hverdag og livsstil og ikke kun politik og ideologi! Ayhan (th) er ikke troende, og begge drenge har kærester ("I love him soooo much" gentog de flere gange). Familierne ved ikke noget om hverken kærester eller seksualitet, men det er vist meget almindeligt for unge i den del af verden, at familieliv og privatliv godt kan være to helt adskilte verdener.
På trods af, at de var noget yngre end os, følte de et stort ansvar for vores velbefindende og sikkerhed i deres by. På billedet er de ved at finde vej til klubben Barbahce, vi gerne ville hen til - selvom vi vist nærmest var bedre til at finde rundt end dem. Og selvom det var sent, og de skulle tidligt op og på arbejde, insisterede de på at følge os helt til døren. "Don't trust anyone!" var det sidste Ayhan formanede os om, inden de forlod os.
Barbahce viste sig at være et kedeligt halvtomt sted - muligvis igen fordi fredag bare ikke er den store dag for natteliv.
Lørdag 20/10
Vi sov længe efter en lidt sen aften, og angreb efter morgenmad på en lokal kiosk/madsted (en tyrkisk sandwich og en tyrkisk, halvvåd men delikat omelet) en af Istanbuls både publikum- og arealmæssigt største seværdigheder: Sultan-paladset Topkapı.
Et enormt kompleks bestående af en række gårde - den første var dengang halvoffentlig mens adgangen til de følgende gårde krævede stigende grad af status. I midten ligger haremmet, som både var et harem i den populære brug af ordet - her opholdte alle sultanens koner sig - men også i ordets oprindelig betydning: privat eller tabu - det var her sultanen hang ud, når han havde smidt turbanen (og sikkert også tøjet).
Vi var desværre i første omgang for nærrige til at betale den ekstra takst for at få adgang til haremmet, og da vi indså, at det var klart den mest spektakulære del af anlægget, var der lukket. Æv.
Men vi så både
Divan-bygningnen i anden gård med rådskammeret, hvorfra Rigsrådet styrede rigets gang - overvåget af sultanen, der kunne kigge med fra haremmet bag et gyldent gitter i rådskammeret. Læg mærke til bygningens meget europæiske udseende - det osmanniske rige strakte sig langt op i Europa, og de importerede gerne arkitekter og arbejdere fra de erobrede områder.
Omskæringsrummet i fjerde gård, hvor haremmets mange prinser blev omskåret
Revan Köşkü, endnu en meget smukt udsmykket bygning, hvis funktion, vi ikke helt fik fat i
Udsigten, som nok er byens bedste - man forstår godt at Mehmet Erobreren valgte denne bakketop, da han påbegyndte komplekset i 1453. Her ses Bosporusstrædet med de asiatiske bydele i baggrunden.
Om aftenen fandt vi en af Time Out anbefalet glimrende Thai Restaurant inkl. dansk familie med ugidelige teenagere og en ung tjener, som spurgte meget interesseret til om vi skulle i byen og hvor henne og hvor vi kom fra. Han viste sig også at være homo - han havde også en kæreste "I love him soooo much" - og synes åbenbart vi var meget eksotiske.
Det gjorde en stor del af gæsterne på det denne aften meget velbesøgte Mör Kedi også. Kun meget få talte engelsk, men det forhindrede dem ikke i nærmest at slå ring om os og tale til og særligt om os på højlydt tyrkisk.
Vi mere eller mindre flygtede fra stedet efter et par timers underholdning, for vi havde en aftale med Ayhan på gode gamle Shake' In. Vi snakkede et stykke tid, og begav os derefter ud på en lille nattegåtur ned af Istiklal Cadessi, som ved midnatstid en lørdag aften mindede om strøget i København op mod jul.
Vi endte aftenen med dans på diskoteket Tek Yön, hvor vi måbende oplevede hvordan de fleste tyrkere kan give baghjul til Shakira når det gælder ekspressive hoftebevægelser.
Søndag 21/10
Vågnede for tidligt ved højlydt snak fra rengøringskonen ca. 10 cm. fra vores dør i en times tid. Suk.
Købte brød hos vores efterhånden faste forsyningskiosk - blev endnu engang budt på ost fra en barberet fårekrop! Vi spurgte egentligt bare til, hvilken slags ost det var, men vores tyrkiske rakte ikke til at sige nej - lidt tidligt på dagen til fåreost.
Efter at have indtaget morgenbrød på en trappesten, gik vi i tehave, hvor man hænger ud, drikker te, snakker, læser avis og - for vores vedkommende - skriver postkort.
Henrik vovede for første gang at stille sin umættelige kaffetrang med en rigtig kop tyrkisk kaffe.
Senere gik vi på souvenir-jagt i området omkring den søndagslukkede basar.
Og efter lidt omveje kunne vi, på rejsens sidste dag, sætte vores strømpefødder i en vaskeægte fungerende moské:
Det var den store Sülemaniye Moské, tegnet af den store osmanniske arkitekt Sinan til sultan Süleman den Prægtige og færdigbygget 1557.
Moskeens form er stærkt inspireret af Hagia Sophia, men det enorme rum virker lidt lettere og lysere. Vi turister blev holdt bag en afspærring bagerst i rummet, mens der var både bøn og prædiken længere fremme, tættere på mihraben, bedenichen.
Bagefter stod den på mere tyrkisk kaffe og te til Uffe:
Al den væskeindtagelse førte os til turens dyreste, mest ildelugtende men også mest fantasifuldt usmykkede toilet.
Apropos lokum - et sidste must når man er i Istanbul, er nationalslikket turkish delight, som altså hedder lokum på tyrkisk. En slags tidlig vingummi, som blev opfundet af slikmunden Ali Muhiddin, og siden 1777 er blevet solgt fra hans butik Hacı Bekir. Butikken eksisterer stadig og bestyres af Muhiddins efterkommere. Vi fik smagt lidt smagsprøver og købt lidt med hjem.
Vores sidste måltid i Istanbul indtog vi for første gang på en restaurant i vores eget kvarter. Det var vist fint nok, at det var den eneste gang, for det var ret turistet og kedeligt.
Så tog vi tilbage på hotellet, pakkede, drak lidt te i hotelbaren og forsøgte at sove et par timer indtil mobilerne vækkede os 02.30! Op og af sted med taxi til Atatürk Lufthavn.
Flyet lettede 05.30 mod vores dejlige gamle ven, lufthavnen i Budapest. Her tilbragte vi 5½ meget stenede timer, indtil flyet mod København endelig lettede ved middagstid.
Farvel og på gensyn, Istanbul!
